(Find the Danish edition below the seperating line)

Their hands are on me,
but it’s your absence I feel most.

I let them touch the places
that still remember you,
skin that learned your weight,
your language, your leaving.

For a moment, the pain dulls,
like I’ve stepped outside myself.
Then your name slams back into my chest
and I’m wide open again.

I keep my eyes shut,
counting breaths that aren’t yours,
using their warmth to stay upright
when the memory tries to fold me.

This isn’t moving on.
It’s holding myself together
with someone else’s hands
because without them
the silence you left
would finish me.

---

Deres hænder er på mig,
men det er dit fravær, der fylder mest.

Jeg lader dem røre de steder
der stadig husker dig,
hud der lærte din tyngde,
dit sprog, din afgang.

Et øjeblik bliver smerten sløv,
som om jeg træder ud af mig selv.
Så hamrer dit navn tilbage i mit bryst,
og jeg står åben igen.

Jeg lukker øjnene,
tæller vejrtrækninger, der ikke er dine,
bruger deres varme til at holde mig oprejst
når mindet vil knække mig.

Det her er ikke at komme videre.
Det er at holde mig selv samlet
med andres hænder,
for uden dem
ville stilheden, du efterlod,
gøre det færdigt med mig.